Tyskergravene i Ørsted.

fortalt af graver Frank Gjesing

 

Tysk er et vanskeligt sprog. Jeg mindes min tysklærerinde fra folkeskolen, fru Lund. Hun var dengang ny i lærerfaget, og meget smuk. Vi store drenge beundrede fru Lund når hun bevægede sig rundt i klasseværelset. Forleden dag fik jeg brug for de tyske gloser, jeg trods alt, lærte af fru Lund. På kirkegården i Ørsted, fik vi forleden besøg af nogle mennesker fra Tyskland. Det var mennesker der havde opholdt sig i Hevringlejren som tyske flygtninge i 1945/46 sammen med Deres bedstemor. Hevringlejren ligger tre kilometer fra Ørsted og bruges idag som militært øvelsesområde. De ledte efter bedstemoderens gravsted. Hun var død under opholdet i Hevringlejren. De medbragte gamle fotografier af gravstedet, og tårerne løb ned af deres kinder, da jeg kunne vise dem graven. Det var første gang de var i Ørsted, efter bedstemoderens død, og minderne fra opholdet i lejren  overvældede dem meget. På billederne kan man se gravene i 1946, og hvordan de er pyntet med gran til jul. 

De fortalte om, hvordan de som flygtninge var rejst fra Tyskland til København med skib. Overalt i København blev der flaget da de ankom. Det var på Hitlers fødselsdag. Turen gik videre til Hevringlejren med tog. Klaus og Edelgard var fem-seks år gamle da de ankom sammen med bedstemoderen. Edelgard fortalte hun selv var syg af dysenteri, og blev indlagt på Randers sygehus i tre uger.

Hun fortalte også hvordan folk i Ørsted havde hjulpet med mad og tøj, og så trillede tårerne igen.

En gammel mand her i Ørsted har fortalt mig, hvordan han kørte de døde fra lejren til kirkegården på hestevogn. I begyndelsen fulgte en lang hale af mennesker efter vognen, men det blev forbudt. Flygtningene benyttede lejligheden til at tigge i husene og det ønskede man stoppet. 

16 flygtninge blev begravet i et fjernt hjørne på kirkegården, og heraf blev de 15, i 1968, gravet op, og flyttet til et større fælles gravanlæg i Grove. Den sidste flygtningegrav her på kirkegården er altså Klaus og Edelgards bedstemors. Familien har på et tidspunkt modsat sig flytning af hendes jordiske rester. Gravstedet er nu fredet. Der er rejst en mindesten på stedet.

Som graver er man meget tæt på sognet, dets beboere og historie. Jeg synes det er en stor gave og glæde at være vidne til sådan et besøg. Jeg ved godt man ikke kan betale købmandsregninger med gode oplevelser, men jeg vil for alt i verden ikke bytte mit graverjob med et almindeligt 8 - 16 job.